På baggrund af EU-Domstolens dom i sag C-90/16, The English Bridge Union Limited, ændres dansk praksis for visse tankesportsaktiviteter.

Praksisændringen består i, at aktiviteter i form af bridge, skak, backgammon og lignende ikke længere kan anses for momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 5. Udgangspunktet vil derfor være, at foreninger, klubber m.fl. skal opkræve moms af deres indtægter for salg af adgang til disse aktiviteter, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Skattestyrelsen har på baggrund af § 20 spørgsmål nr. S 1606 af 10. august 2020 revurderet praksis for fordeling af et samlet vederlag på momspligtige og momsfrie varer og ydelser. Styrelsen har i den forbindelse revurderet gennemførelsen i dansk ret af EU-domstolens dom i sag C-291/03, MyTravel plc.

Den nye praksis giver generelt mulighed for, at en sælger kan anvende markedsprismetoden på ydelser, for hvilke der sker særskilte salg, og samtidig anvende den omkostningsbaserede metode på ydelser, for hvilke der ikke sker særskilte salg.

I forbindelse med kombinationsbilletter til færgeoverfarter kan markedsprismetoden og den omkostningsbaserede metode fortsat kombineres.

Hvis billetten dækker transport af et køretøj inkl. fører, udgør momsen 20 % af billetprisen inkl. moms fratrukket den repræsentative markedspris for en personbillet.

Hvis billetten dækker transport af et køretøj med op til 5 personer, udgør momsen også 20 % af billetprisen inkl. moms fratrukket den repræsentative markedspris for en personbillet.

Skattestyrelsen præciserer praksis i relation til momsfritagelsen af kulturelle aktiviteter i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Ændringen sker med baggrund i, at momsfritagelsen af undervisning ikke længere omfatter undervisning i enkeltfag på aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter.

Præciseringen består i, at undervisningsydelser berettiget til tilskud efter folkeoplysningsloven kan anses for omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, når disse ydelser leveres af aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter. Dette med henvisning til, at den folkeoplysende undervisning under hensyn til dens vision, historie, og samfundsmæssige betydning må anses for en af være en del af dansk kultur.

Skattestyrelsen ændrer praksis i relation til momsfritagelsen af faglig undervisning i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Ændringen sker med baggrund i, at EU’s momskomité har vedtaget en guideline om momsfritagelsen.

Praksisændringen består i, at undervisning kan momsfritages som faglig undervisning, såfremt undervisningen fører til tilegnelse af viden eller færdigheder, der hovedsageligt anvendes med henblik på en bestemt erhvervsuddannelsesaktivitet.

Herved ændres kravet om, at faglig undervisning alene må have et erhvervsmæssigt sigte.

Skattestyrelsen ændrer med baggrund i EU-Domstolens domme i sagerne C-449/17, A&G Fahrschul, C-47/19, HA og C-373/19, Dubrovin & Tröger Aquatics, praksis i relation til momsfritagelsen af skole- og universitetsundervisning i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3.

Praksisændringen består i, at momsfritagelsen alene kan bringes i anvendelse, såfremt der er tale om undervisning, som medfører en overførsel af viden og færdigheder vedrørende en bred og varieret mængde af emner såvel som elevernes og de studerendes uddybning og udvikling af denne viden og disse færdigheder, efterhånden som de skrider fremad og specialiserer sig inden for de forskellige dele af skolesystemet.

Det er på den baggrund Skattestyrelsens vurdering, at EU-Domstolen med dommene underkender dansk praksis, hvorefter enkeltfagsundervisning i sprog, musik, legemsøvelser mv. kan omfattes af momsfritagelsen.

Der ønskedes tilladelse til, at selskabet X kan grenspalte med tilladelse, således selskabets ejendom kan udspaltes og indskydes i et nystiftet selskab Y mod at kapitalejerne i X modtager kapitalandelene i Y.

Som forretningsmæssige begrundelse til støtte for grenspaltningen blev det oplyst, at spaltningen skal ske som forberedelse til, at kapitalejerne i X forbereder et efterfølgende salg af X.

Salgshensigt kan ikke anses for en gyldig forretnings­mæssig årsag.

En omstrukturering, der hovedsageligt har til formål at udskyde eller undgå beskatning ved afståelse af koncernens driftsaktivitet, kan ikke anses for en gyldig forretningsmæssig årsag foretaget af hensyn til selskabets aktiviteter.

Skattestyrelsen kunne af disse grunde ikke imødekomme ansøgningen.

De kompetente myndigheder i Danmark og Færøerne har indgået en aftale om tillæg til aftalen om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti (CRS-aftalen).

De kompetente myndigheder i Danmark og Færøerne har indgået en aftale om automatisk udveksling af oplysninger om kryptoaktivtransaktioner (CARF-aftalen)

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at spørger ikke var omfattet af ligningslovens § 16 I om beskatning af merafkast. Dette skyldtes, at spørgers investering ikke var foretaget gennem en kapitalfond, hvilket var en betingelse for, at bestemmelsen fandt anvendelse. Efter § 16 I forudsatte en kapitalfond investering i aktier, mens fonden i denne sag udelukkende var en lånefond. Da fonden dermed ikke opfyldte definitionen af en kapitalfond, fandt ligningslovens § 16 I ikke anvendelse. De øvrige spørgsmål i sagen bortfaldt på den baggrund.

Sagen angik, om et gebyr (benævnt "reminder fee"), som selskabet havde opkrævet hos forbrugeren, var et momspligtigt vederlag for levering af en ydelse, jf. momslovens § 4, stk. 1. Landsskatteretten fandt, at gebyret ikke blev opkrævet som følge af en misligholdelse af den indgåede aftale mellem selskabet og forbrugeren, men derimod var udtryk for forbrugerens valg af betalingsmåde, i lighed med Landsskatterettens kendelse af 2. december 2005, offentliggjort som SKM2005.529.LSR. Forbrugerens betaling af gebyret var desuden hverken frivillig eller upåregnelig og var heller ikke vanskelig at værdiansætte eller usikker, jf. EU-Domstolens sag C-43/19 (Vodafone Portugal), præmis 43 og 44. På denne baggrund fandt Landsskatteretten, at selskabets opkrævning af gebyret hos forbrugerne udgjorde den faktiske modværdi for den ydelse, som selskabet leverede i henhold til den indgåede aftale mellem selskabet og forbrugeren. Vederlaget var dermed momspligtigt, jf. momslovens § 4, stk. 1. Dette blev understøttet af selskabets økonomiske virkelighed, idet selskabet anvendte en forretningsmodel, hvor selskabets indtægter ved gebyrer udgjorde 74-80 % af omsætningen. Salgsmomsen skulle opgøres som 20 % af omsætningen vedrørende gebyret og ikke som 25 % af omsætningen, som Skattestyrelsen havde gjort i den påklagede afgørelse. Landsskatteretten ændrede derfor delvist Skattestyrelsens afgørelse (dissens).

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at spørger kunne gennemføre anpartsombytning af H1 skattefrit efter de objektive regler i aktieavancebeskatningslovens § 36. Under spørgsmål 2 bekræftede Skatterådet, at den beskrevne ophørsspaltning af "X ApS" kunne gennemføres skattefrit efter de objektive regler i fusionsskattelovens kapitel 4. Under spørgsmål 3 bekræftede Skatterådet, at transaktionen kunne gennemføres uden at være i strid med ligningslovens § 3, idet de påtænkte dispositioner ikke blev anset for at have til formål at opnå skattemæssige fordele for de involverede selskaber som følge af omstruktureringen.

Sagen angik, om omkostninger, som et selskab havde afholdt i indkomstårene 2019 og 2020 til udvikling af et softwarespil, var anvendt til forsøgs- og forskningsvirksomhed omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, og selskabet derved var berettiget til udbetaling af skattekredit efter ligningslovens § 8 X. På baggrund af et afholdt syn og skøn fandt Landsskatteretten, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om ny videnskabelig viden eller forståelse eller om et nyt eller væsentligt forbedret produkt. Omkostningerne til udviklingen af softwareproduktet var derfor ikke omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, og selskabet var derfor ikke berettiget til udbetaling af skattekredit efter ligningslovens § 8 X. Skattekredit var udbetalt for indkomståret 2019 og var med rette krævet tilbage, ligesom der ikke kunne ydes skattekredit for udgifter i indkomståret 2020. Landsskatteretten stadfæstede således Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om H1 var berettiget til refusion af udbytteskat for indkomståret 2015 på 372.519 kr. Af en ansøgning dateret den 21. oktober 2016 fra H2 GmbH blev der på vegne af H1 anmodet om refusion af udbytteskat på 372.519 kr. vedrørende udbytte, der blev udbetalt den 7. april 2015 i tilknytning til 700 B-aktier i G2 A/S. Den 8. maj 2018 traf SKAT en afgørelse rettet til H1, og det var denne afgørelse, der var påklaget til Landsskatteretten. Som følge heraf kunne Landsskatteretten ikke tage stilling til G3s eventuelle refusionskrav.

H1 var organiseret som et fransk FCP. Enheden forvaltedes af et administrationsselskab, og dens investorer havde ikke nogen stemmerettigheder. Dette indebar, at strukturen i H1 ikke umiddelbart kunne henføres til den danske foreningsform. Det blev lagt til grund, at H1 i henhold til EU-retten skulle anses for en alternativ investeringsfond (AIF), og at enheden i forhold til den i 2015 gældende selskabslovgivning havde flest lighedstræk med en dansk værdipapirfond. I henhold til (da)gældende dansk skatteret måtte H1 således anses for en skattemæssigt transparent enhed på udlodningstidspunktet i indkomståret 2015. Ved vurderingen blev der bl.a. lagt vægt på, at H1 hverken havde selvstændig ledelse eller medlemsdemokrati, og at investeringsfondens hæftelsesforhold var ubekendte. Som følge heraf var H1 ikke begrænset skattepligtig til Danmark, og enheden var derfor heller ikke berettiget til refusion af udbytteskat i henhold til dansk ret.

Idet der i 2015 ikke var en gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Frankrig, kunne enheden ikke påberåbe sig beskyttelse i henhold til en sådan overenskomst. H1 ansås endvidere ikke at have været udsat for forskelsbehandling i henhold til EU-retten. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

Sagen angik, at Skattestyrelsen havde beskattet klageren af udbetalt befordringsgodtgørelse. Klageren havde modtaget befordringsgodtgørelse fra sit selskab, og klageren havde samtidig foretaget frafradrag efter sømandsbeskatningslovens § 3. Landsskatteretten fandt, at bestemmelserne i sømandsbeskatningslovens §§ 3 og 4 og ligningslovens §§ 9 og 9 B måtte forstås sådan, at der ikke kunne ske udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse for udgifter til befordring, når der samtidig var foretaget fradrag efter sømandsbeskatningslovens § 3, og en sådan godtgørelse i stedet måtte anses for skattepligtig efter hovedreglen i ligningslovens § 9, stk. 4, om godtgørelse udbetalt af arbejdsgiveren til dækning af lønmodtagerens erhvervsmæssige udgifter. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at der ikke var positiv lovhjemmel til at fravige udgangspunktet i ligningslovens § 9, stk. 4, om, at godtgørelser er skattepligtige, og at der under de foreliggende omstændigheder, hvor der allerede var foretaget fradrag for udgiften gennem det særlige fradrag efter sømandsbeskatningslovens § 3, ikke forelå en udgift, der kunne danne grundlag for at anse en sådan udbetaling af godtgørelse vedrørende samme udgift for omfattet af hjemlen om skattefri befordringsgodtgørelse i ligningslovens § 9 B, stk. 4. Retten henviste også til, at denne forståelse af sammenhængen mellem bestemmelserne havde støtte i og var i overensstemmelse med bestemmelsernes historik og forarbejder, hvori der ikke var holdepunkter for, at der skulle være tilsigtet en fravigelse af princippet om, at en udgift ikke skal indgå i eller påvirke indkomstopgørelsen mere end en gang. Det forhold, at det af selve ordlyden af sømandsbeskatningslovens § 4 ikke positivt fremgik, at der ikke kunne udbetales skattefri befordringsgodtgørelse, når der var foretaget fradrag efter sømandsskattelovens § 3, kunne ikke i sig selv udgøre en hjemmel til at fravige udgangspunktet i ligningslovens § 9, stk. 4, om, at godtgørelser er skattepligtige. Retten fandt, at betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse i øvrigt heller ikke var opfyldt. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, at Skattestyrelsen ikke havde imødekommet klagerens anmodning om beskatning efter forskerskatteordningen. I henhold til klagerens aktuelle skatteansættelser i form af årsopgørelser for 2010-2013 var klageren registreret som fuldt skattepligtig til Danmark for indkomstårene 2010-2013 på det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen foretog vurderingen af, om klageren opfyldte betingelserne i kildeskattelovens §§ 48 E-F, herunder betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1. Med henvisning til Højesterets dom af 2. februar 2024, offentliggjort som SKM2024.148.HR., fandt Landsskatteretten, at årsopgørelserne var gyldige forvaltningsafgørelser, som måtte lægges til grund, når det skulle afgøres, om klageren havde været skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1 inden for 10 år forud for ansættelsen, hvorfor der ikke aktuelt var grundlag for at anse klageren ved sin ansættelse hos H1 A/S den 1. november 2020 for at have opfyldt betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, da klageren fortsat var registreret som fuldt skattepligtig inden for de seneste 10 år. Landsskatterettens afgørelse af samme dato i den sammenholdte sag for klageren, hvori retten pålagde Skattestyrelsen at genoptage klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2010-2013 med henblik på at tage stilling til spørgsmålet om klagerens skattepligt for disse indkomstår, udgjorde således ikke sig selv tilstrækkeligt grundlag for på nuværende tidspunkt at anse klageren for at opfylde betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1. Der var således ved denne afgørelse alene taget stilling til, at der var grundlag for at pålægge Skattestyrelsen at genoptage klagerens skatteansættelser for disse indkomstår, men der var ikke med rettens afgørelse taget stilling til klagerens skattepligt for disse indkomstår. Dermed havde rettens afgørelse af samme dato i den sammenholdte sag ikke ændret det aktuelt foreliggende grundlag for bedømmelsen i nærværende sag. Et sådant eventuelt ændret grundlag ville først komme til eksistens efter Skattestyrelsens genoptagelse og behandling af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2010-2013, hvorefter der ville foreligge nye gyldige forvaltningsafgørelser vedrørende klagerens skattepligt for indkomstårene 2010-2013. Landsskatteretten fandt dog, at rettens afgørelse af samme dato i den sammenholdte sag under de konkret foreliggende omstændigheder udgjorde et sådant tilstrækkeligt nyt grundlag i forhold til nærværende sag, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen, herunder også i lyset af Skattestyrelsens indstilling og udtalelser, hvori styrelsen havde tiltrådt, at sagen blev hjemvist. Landsskatteretten hjemviste herefter sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen og anførte, at Skattestyrelsen på ny skulle tage stilling til, om betingelserne i kildeskattelovens § 48 E var opfyldt, herunder betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, når Skattestyrelsen på baggrund af rettens afgørelse af samme dato i den sammenholdte sag havde genoptaget og behandlet spørgsmålet om klagerens skattepligt for indkomstårene 2010-2013.

Sagen angik, om klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2010-2013 kunne genoptages ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27 med henblik på ændring af klagerens skattepligtsstatus, således at klageren opfyldte betingelserne for at blive beskattet under forskerskatteordningen. Landsskatteretten fandt, at der var begået myndighedsfejl, idet klageren i perioden 2009-2016 var registreret som fuldt skattepligtig til Danmark, selvom skattemyndighederne allerede ved brev af 13. december 2005 havde meddelt klageren, at skattepligten var ophørt. Ifølge Skattestyrelsen skyldtes denne registrering af klageren som fuldt skattepligtig alene en forkert systemmæssig registrering hos myndigheden. Henset til karakteren af myndighedsfejlen, og idet fejlen ikke kunne bebrejdes klageren, var betingelsen om særlige omstændigheder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, herefter opfyldt. Imidlertid havde klageren ikke reageret inden for fristen på 6 måneder, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. Retten fandt dog, at klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2010-2013 kunne genoptages, selvom fristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke var overholdt. Retten lagde herved lagt vægt på, at det alene skyldtes en myndighedsfejl, at klageren blev anset for fuldt skattepligtig til Danmark efter 25. november 2005, og klageren havde haft en klar forventning om, at hendes fulde danske skattepligt var ophørt og registreret korrekt, og den fejlagtige registrering af klageren som fuldt skattepligtig ikke kunne bebrejdes klageren. Endvidere lagde retten vægt på det konkrete sagsforløb, hvor klageren flere gange under de foreliggende omstændigheder måtte anses for at være blevet bibragt opfattelsen af, at myndighedernes registreringer nu afspejlede hendes skattepligtsforhold korrekt. Sagens karakter talte således for dispensation fra overskridelsen af fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste pkt. Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse, som også tiltrådt af Skattestyrelsen selv, og pålagde Skattestyrelsen at genoptage klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2010-2013.

Klagerens selskab købte seks ubebyggede grunde, der stødte op til klagerens private beboelsesejendom. Sagen angik, om klageren for indkomståret 2016 skulle udbyttebeskattes af vederlagsfri benyttelse af selskabets grunde. Landsskatteretten anførte, at selskabets opkøb af grundene indebar, at beboelsesejendommen og grundene sammen fremstod som et samlet hele på små 10.000 kvadratmeter. Selskabets samlede anskaffelsessum for grundene var 15,1 mio. kr. Under disse omstændigheder påhvilede det klageren at godtgøre, at selskabet havde erhvervet grundene i forretningsmæssigt øjemed og ikke af hensyn til klagerens private behov. Selskabets formålsbestemmelse var meget bred, men henset til, at grundene stødte op til klagerens beboelsesejendom, at selskabet på nær salg af to grunde i 2002, som selskabet begge tilbagekøbte i 2010, ikke havde udvist salgsbestræbelser vedrørende grundene, eller på anden måde havde forsøgt at udnytte disse økonomisk, og at selskabet havde afholdt betydelige løbende udgifter til grundene i form af ejendomsskatter, udgifter til gartner m.v., havde klageren ikke løftet denne bevisbyrde. Landsskatteretten fandt derfor, at selskabet vederlagsfrit havde stillet grundene til rådighed for klagerens private benyttelse. Værdien heraf udgjorde udbytte fra selskabet til klageren, hvoraf klageren skulle beskattes. Skattestyrelsen havde ansat værdien af klagerens rådighed til skønsmæssigt 819.400 kr. Beløbet fremkom som 4 % af selskabets samlede anskaffelsessum for grundene på 15.100.000 kr., eller 604.000 kr., med tillæg af selskabets løbende udgifter vedrørende grundene til ejendomsskatter, gartner m.v. på i alt 215.440 kr. Der forelå for Landsskatteretten ikke oplysninger, der gav tilstrækkeligt grundlag for en antagelse om, at en uafhængig tredjemand som lejeindtægt ikke ville have stillet krav om en forrentning af den investerede kapital på 4 % og dækning af de løbende udgifter for at stille grundene til rådighed for klagerens private benyttelse som sket. Landsskatteretten havde derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn. En skønserklæring, som Landsskatteretten forstod således, at den fastsatte en skønnet markedsleje i en anden situation for to af de seks grunde, nemlig ved udlejning af bebyggede grunde til en lejer, der ikke ejede klagerens beboelsesejendom, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten anførte, at selskabets løbende udgifter i indkomståret 2016 vedrørende grundene til ejendomsskatter, gartner m.v. på i alt 215.440 kr. indgik i den skønnede værdi, som Skattestyrelsen havde beskattet klageren af. I den sammenholdte sag vedrørende klagerens selskab havde Landsskatteretten truffet afgørelse om, at selskabets løbende udgifter på den ene side indgik i den fikserede lejeindtægt, som selskabet skulle beskattes af, og på den anden side skulle fratrækkes i den fikserede lejeindtægt ved opgørelsen af den fortjeneste, som selskabet ville have opnået ved udlejning til en uafhængig tredjemand, jf. SKM2008.824.HR. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at klageren ikke skulle medregne beløbet som udbytte ved indkomstopgørelsen og nedsatte klagerens indkomst med 215.440 kr.

Et selskab købte seks ubebyggede grunde, der stødte op til hovedanpartshaverens private beboelsesejendom. Sagen angik, om selskabet til den skattepligtige indkomst for indkomståret 2017 skulle medregne fikseret leje vedrørende hovedanpartshaverens vederlagsfrie benyttelse af selskabets grunde. I en sammenholdt sag vedrørende hovedanpartshaveren havde Landsskatteretten truffet afgørelse om, at selskabet vederlagsfrit havde stillet de seks grunde til rådighed for hovedanpartshaverens private benyttelse, og at værdien heraf udgjorde udbytte fra selskabet til hovedanpartshaveren. Landsskatteretten anførte, at selskabet i henhold til statsskattelovens § 4, litra b, og ligningslovens § 2 til indkomsten skulle medregne en lejeindtægt svarende til den fortjeneste, som selskabet ville have opnået ved udlejning til en uafhængig tredjemand, jf. SKM2008.824.HR. Skattestyrelsen havde skønsmæssigt ansat den fikserede lejeindtægt, hvoraf selskabet skulle beskattes for indkomståret 2017, til 839.302 kr. Beløbet fremkom som 4 % af selskabets samlede anskaffelsessum for grundene på 15.100.000 kr., eller 604.000 kr., med tillæg af selskabets løbende udgifter vedrørende grundene til ejendomsskatter, gartner m.v. på i alt 235.302 kr. Den fikserede lejeindtægt var skønnet på samme måde, som Skattestyrelsen havde ansat værdien af hovedaktionærens vederlagsfrie private rådighed over de seks grunde, hvilket skøn Landsskatteretten ikke havde grundlag for at tilsidesætte i hovedanpartshaverens sag. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at selskabets løbende udgifter vedrørende grundene til ejendomsskatter, gartner m.v. på i alt 235.302 kr. skulle fratrækkes i den fikserede lejeindtægt på 839.302 kr. ved opgørelsen af den fortjeneste, som selskabet ville have opnået ved udlejning til en uafhængig tredjemand, jf. SKM2008.824.HR. Landsskatteretten nedsatte derfor selskabets skattepligtige indkomst med 235.302 kr.